Under I-didakt´s fremragende præsentation på MIL seminar fredag d.06.09.13 af projektet af samme navn, sad jeg i mit stille sind og funderede over spørgsmålet.
Indledningsvis vil jeg sige, at jeg har stor respekt og stor anerkendelse til overs for det arbejde og engagement en skolelærer yder i dagligdagen. Endvidere skal lærerne forholde sig til så mange elever og disses tilhørende forældre, som i større eller mindre grad, kan have en mening om, hvordan en kvalificeret undervisning skal foregå og hvordan deres poder opnår den bedste læring, og endvidere tilstræbe god trivsel i de forskellige klasser og skolegården.
Jeg kan udmærket sætte mig ind i problemstillingen og har dyb medfølelse for de pågældende børn/ unge mennesker, familier, samt forståelse for elever, klasser, lærere og skoler og for de problemstillinger og udfordringer, som elever med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser måtte have, for at kunne fungere i en dagligdags undervisning.
Jeg er velvidende om, at I-didakt er et forskningsprojekt, sat i søen, og finansieret med et million beløb, af Børne- og undervisningsminister Christine Antorini og den overordnede hensigt er at undersøge muligheder for elever med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser, således disse kan få og opleve et mere inkluderende og struktureret skoleforløb, til gavn for den enkelte elev.
Jeg mener, det på det overordnede plan, at ideen og tankerne er yderst sympatiske og velmenende. Efter min opfattelse kan det heller ikke diskuteres, at vi ønsker og håber, at alle børn i den danske folkeskole oplever god trivsel, god læring og udøver social god adfærd.
Jeg synes dog, at man i den praktiske tilgang glemmer de velfungerende elever. De elever som ikke er opmærksomhedskrævende. Jeg mener rummeligheden kan have konsekvenser for de normalt fungerende elever i en klasse. De gode elever, hvis sådanne ellers kan defineres specielt, som synes det er dejligt at gå i skole og tilegne sig ny viden, samt have et socialt liv med skolekammerater.
”Udfordringen” om inkludering og problemstillingen for eleven med opmærksomhedsforstyrrelser, forsvinder jo ikke, selv om man opfinder diverse gadgets, redskaber, skabeloner og andre elektroniske tiltag, der kan hjælpe elever med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser til en mere organiseret hverdag og skolemæssig samt social inkludering.
Man kan spørge sig selv om kommunerne kunne have en økonomisk interesse i sådant et tiltag? Vil det have en yderligere arbejdsbelastning for den enkelte lærer i klassen? Vil det have indflydelse på klassens læringsmiljø?
På trods af de gode intentioner og sympatisk tilgang til udfordringen om inkludering, er det efter min opfattelse, et politisk skjulte spare initiativ til en allerede hårdt økonomisk presset folkeskole. Hvor arbejdsbyrden stiger for den enkelte lærer, og man risikerer at flytte fokus fra klassen til den opmærksomhedskrævende elev samt at man glemmer at tage hensyn til de velfungerende elever, som ikke i samme grad er opmærksomhedskrævende.
Et synspunkt og et pip herfra.
